12. september 2017

Integration eller Kunsten at åbne et sprog og en gruppe


Gennem flere år som indvandrerlærer – underviser i dansk som andetsprog for immigranter og flygtninge – har jeg hørt det igen og igen. Danskerne er ikke åbne. Danskerne er lukkede, reserverede, umulige at blive venner med, svære at komme i snak med. Danskernes fester er lukkede og deres venner har de haft siden børnehavens eller gymnasiets åbningsdag.

Efterhånden gad jeg ikke spørge til udlændingenes erfaringer med danskerne. Jeg lukkede af. Vi holdt os til sprogbrugen og grammatikken. Se nu bare på ordet åben. Åben er et adjektiv. Det bøjes efter gældende lov, plus en enkelt nedarvet særregel. Desuden findes ordet som verbum: at åbne. Og som substantiv hvor åben tilføjes hed, eller hvor åb får et ning og bliver til åbning. Og se nu på dette åb, det ligner meget ordet op, ikke sandt? - og det er faktisk ordet op, bare forklædt eller omklædt. Når man åbner noget så opper man det, og når noget er åbent så er det oppe.
Som en grænsebom, som låget på Pandoras æske, som et ansigt når sløret løftes op, som en ordbog slået op på å. 
Som som som, selv en metaforregn kan åbenbare sprogets klippegrund, selv en strøm af fremmede tanker kan få sproget til at gro.

Når de udenlandske elever kom op på de højeste moduler, eller klassetrin, kunne jeg godt føle mig træt af grammatik. Alle disse regler som så alligevel er pivåbne for undtagelser. Én stor velordnet sammenhængskraft, men rundt omkring utallige parallelsamfund. 
Sproget er virkelig et åbent system og det er uhyre anstrengende. Hvad er et adjektiv og hvordan skal det opføre sig? Hvad er adjektivethed? Hvor mange tests skal man bestå, før man mestrer adjektivetheden?

Eller hvad med det man føler for sproget, i sproget, hvordan kan man lære at føle noget i og for et fremmed sprog, som man føler sig hæmmet overfor? Hvornår kommer den dag, hvor jeg tør tage din hånd og vi kan stikke af sammen?

Desuden: Hvordan kan man overhovedet skelne mellem rigtigt og forkert sprog, og danske og fremmede ord, når alle danske ord er immigranter i første andet tredje hundredesyttende led, og når nye fremmede ord hver dag får lov at passere den danske sproggrænse?

Integrationsvilje er helt åbenlyst ikke nok for at komme helt ind i sproget. Pludselig spytter det én ud igen, man har sagt noget forkert, man har glemt et enkelt bogstav i sin skrivning.
Sproget er helt klart et åbent system. Men det er åbenbart også et lukket.

Alligevel blev (næsten) alle eleverne bedre og bedre til dansk, modul efter modul. De åbnede sig for sproget, eller sproget åbnede sig for dem, de blev spyttet ud gang efter gang, men så prøvede de igen – eller holdt kæften lukket. Husk at små børn har en lang tavshedsperiode, sagde jeg, det er okay at lukke munden, hvis bare ørerne er åbne.

Og der er noget mærkeligt ved sproget eller rettere tilegnelsen af sproget. Jo længere man kommer ind i det, desto mere kan man fjerne sig fra det. 
Sproget åbner nye døre, pludselig sidder man på modul 5 eller 6 og snakker om robotteknologi eller religionsfrihed. Religionsteknologi og robotfrihed. På dansk og selvom man ikke er rigtig dansker eller føler sig det mindste dansk. 
Alt hvad der kan siges bliver sagt, polakkerne taler om politik og pakistanerne om penge, eller omvendt, og bagefter åbner man døren, går ud på det tabte og genfundne Nørrebro, man går forbi moskeen hvor døren er åben, men ikke for mig, jeg går ned ad min barndoms gade som nu er nogle andre børns og banders gade, hvor jeg er fremmed, men alligevel sætter mig på en af de bænke, hvor drankerne sad da jeg var barn. Og så prøver jeg at sluge det som en udlænding sagde i klassen i dag og som jeg ikke havde hørt før.

Hun sagde at enhver er med i en gruppe. Enhver er bare én i en gruppe, sagde hun. Sådan er det, det er sådan. Spørgsmålet er om gruppen er åben eller om gruppen er lukket. Om systemet er åbent eller lukket. Vi kan ikke blande os, hvis vores grupper er lukkede. Men vi tør ikke åbne dem op, for så forsvinder gruppen, tænker vi, så er jeg bare alene i kaos. Alene og ensom som single, turist eller nomade. Lukket om mig selv, åben for alting men uden noget hjem og uden en gruppe. 
Verden er blevet åben, folk er bange for ensomheden og hjemløsheden, derfor siger de at grupperne skal være lukkede. Danskernes gruppe, eller muslimernes små grupper, alle sammen synes de at valget står mellem den lukkede gruppe og den enkeltes ensomhed. 
Men jeg vil have begge dele, sagde hun, jeg vil være med i en gruppe, faktisk vil jeg være med i flere grupper hvis jeg må komme ind, men jeg vil også være mig selv. 
Og nu vil jeg gå til mit hjem, sagde hun. Far vel og vises. 


*


Note: 
Teksten er inspireret af egne erfaringer og desuden lidt af den tyske sociolog Andreas Reckwitz' tanker om antagonismen mellem åben hyperkultur og lukket kulturessentialisme.  
Andreas Reckwitz: ”Alles so schön hyper” i Die Zeit, 15. Dez. 2016, 

Se også Jeg er en gruppe

14. april 2017

tavshed

Bloggen Omkreds er tavs for tiden. 
Da man nærmest ikke kan hive et ord ud af den, vides det heller ikke, hvornår tavsheden hører op.

Måske er der brug for et helt nyt sprog? 
Hør stilheden, læs tavsheden, på japansk:


サイレント

(sairento) silent

21. januar 2017

Klogskab på glatis




Klogskab på glatis - måske et godt billede på den vestlige vinterverden i dag, anno 2017.

Uglerne ser ud til at tilhøre den højere middelklasse, handels- eller bondestanden. 
Der er tale om eliteugler. Selvbevidste og selvhøjtidelige. Men lige om lidt kan de ryge på røven. 

Raderingen efterligner et billede af Adriaen van de Venne, ca. 1589-1662. Det originale oliemaleri hænger på statens museum for kunst i København.