En bebudet tragedie om Vahid og Abolfazl

Gæsteindlæg af Sigurd Lauridsen

Ser jeg først den Anden som 'Ansigt', er jeg bundet og uendeligt forpligtet til at yde hende omsorg og ømhed, hævdede den jødisk-franske filosof Lévinas.

Andre filosoffer har på beslægtet vis argumenteret for, at når først vi kender til et menneske, så er vi forpligtet på at hjælpe - selvom vores ressourcer muligvis kunne havde hjulpet flere, hvis de var blevet anvendt anderledes. Dette kaldes Reglen om Redning (the rule of rescue). 

Hverken ansigtets etik eller reglen om redning hjalp imidlertid Vahid og Abolfazl, som efter 5 års ophold blev sendt tilbage til Kabul, hovedstaden i det land, som de var flygtet fra og som den yngste og psykisk syge bror ikke havde været i, siden han var 7 år gammel.

Det forhold, at der forsat er udenlandske tropper i deres ”hjemland”, som bekæmper Taleban og lokale krigsherrer, var ifølge os – danskerne – ikke grund nok til at lade dem blive i Danmark. 

Operation Resolute Support er navnet på den aktuelle internationale mission i Afghanistan. Det er en NATO-ledet indsats, som består af ca. 13.800 soldater og som overtog den internationale militære indsats i Afghanistan den 1. januar 2015, hvor ISAF-styrkens mandat udløb. Der deltager soldater fra 28 NATO-lande og 14 partnerlande i operationen; USA, Tyskland og Italien bidrager med det største antal. Danmark deltager med 161 mand.

Tilstrækkelig grund til en opholdstilladelse var heller ikke brødrenes diagnosticerede angst og generelle psykiske sårbarhed – forårsaget af en ørkesløs rejse, der strakte sig fra Afghanistan til Teheran til Danmark. Og nu tilbage igen til stedet, de i sin tid flygtede fra. 

I bogen Transit beskrev den tyske forfatter Anna Seghers, hvordan Europas flygtninge - jøder, kommunister, dissidenter - ophobedes i den franske havneby Marseilles under flugten fra Nazitysklands lange arme. Her gik dagene i angst og frustration mens de ventede på de skibe, der kunne føre dem i sikkerhed i bl.a. Mexico, hvortil Seghers selv flygtede under 2. Verdenskrig. Frygten blandt flygtningene var, at den tyske hær ville nå at indtage resten af det på det tidspunkt delte Frankrig, og fange flygtningene inden de kunne nå at komme videre. Frygten var IKKE, at franskmændene ville sende dem tilbage til deres skæbne i de lande, de var flygtet fra. 

Vi - Danmark – valgte den 29. juni 2015 at handle anderledes end franskmændene (eller amerikanerne eller svenskerne) gjorde dengang, og sendte Vahid og Abolfazl tilbage til Afghanistan for at finde deres egen skæbne i det land de var flygtet fra. På trods af at FN-organisationen IOM (International Organisation for Migration) ikke ville samarbejde med Danmark om repatriering, fordi drengene ikke havde familie eller kontakter i Afghanistan, og på trods af at psykiatere og psykologer vurderede, at drengene ikke var psykisk stærke nok til at blive sendt tilbage. 

Den danske forfatter Kristina Stoltz har på prisværdig vis i artikler i Kristeligt Dagblad og Politiken fortalt om de forventelige konsekvenser af beslutningen om at sende drengene tilbage. Begge blev røvet umiddelbart efter de ankom. Alt blev taget fra dem. Tøj, penge, telefon. Vahid bor nu på gaden. Abolfazl, den yngste psykisk meget sårbare bror, er forsvundet, måske død. 

Uanset politisk tilhørsforhold er der næppe nogen, der ikke opfatter dette som en frygtelig tragedie. To meget unge mænd mister med ét alt, måske endog livet, fordi det land, de har søgt tilflugt i, nægter dem ophold.

Det som deler de politiske vande er, hvordan vi opfatter tragedien. En stor del af os – danskerne – vurderer øjensynligt, at tragedien er et resultat af omstændigheder, vi hverken er skyld i eller har ansvar for. Drengenes skæbne er tragisk, men eftersom vi ikke har skabt konflikten i Afghanistan, er vi heller ikke moralsk forpligtet på at hjælpe. If you don't break it, you don't pay for it. 

En mindre del af os er uenige i dette synspunkt. Vi mener, at når vi ser tragedien på lang afstand og har mulighed for at undgå den, så skal vi gøre det. Der kan være forskellige grunde til dette. Vi har måske kosmopolitiske intuitioner, der fortæller os at lidelse er vores ansvar ligegyldigt om den findes hos danskere eller andre, eller vi oplever det moralske påbud, der kommer fra medmenneskers ansigter. 

Med de store grupper migranter, der bevæger sig op igennem Europa i disse dage, skal vi naturligvis ikke være naive i forhold til, hvordan vi bør forholde til situationen. Men løsningen kan ikke være fuldstændigt at afskrive sig ethvert ansvar og sende mennesker som Vahid og Abolfazl tilbage til at finde deres egen skæbne i et land, hvor de ikke har været i 9 år, hvor de ikke har nogen familie og hvor de ikke kender nogen.

Sigurd Lauridsen