Note om socialdemokrater og våbenindustri

Nedenfor (13. august) har jeg skrevet en ironisk polemik vendt mod arbejdspladsargumentet for indkøb af kampfly/våben. Argumentet lyder, at bruges en stor del af det skattefinansierede forsvarsbudget på fx nye kampfly, så er denne udgift og handel i orden, hvis nogle af pengene kommer tilbage i form af nye arbejdspladser. Dvs. arbejdspladser i den danske forsvarsindustri. Denne udvidede byttehandel muliggøres af modkøbsaftaler/retningslinjer, som forpligter sælgeren af fx kampfly til at (mod)købe produkter fra den danske forsvarsindustri. Modkøbsaftalerne er altså en måde, hvorpå den danske stat (indirekte) kan yde statsstøtte til den danske forsvarsindustri. Ved at tilvejebringe modkøbsordrer og dermed arbejdspladser.

Det var så min (t)anke, at nye arbejdspladser ikke nødvendigvis er et gode. Det kommer an på branchen. Og jeg hører til dem, der synes det er udmærket, at Danmark ikke har så stor en forsvarsindustri som vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

I dag vil jeg spørge, om (nye) arbejdspladser er en socialdemokratisk kerneværdi? Må en socialdemokrat nødvendigvis støtte industrien og industriarbejderne – her specifikt forsvarsindustrien?
Kigger man mod Sverige og den socialdemokratiske statsministerkandidat Stefan Löfven, er svaret sandsynligvis ja. Stefan Löfven, der måske bliver den næste svenske statsminister, er tidligere svejser i den svenske forsvarsindustri og ombudsmand i metalindustriarbejderforbundet, og et af hans vigtigste politiske punkter er fastholdelse og skabelse af arbejdspladser i (bl.a.) industrien.
Kigger man til gengæld mod Tyskland, har den socialdemokratiske økonomi- og energiminister Sigmar Gabriel kritiseret den meget store tyske forsvarsindustris omfangsrige eksport. Han har betegnet Tysklands våbeneksport, en af verdens største, som en skændsel. (Vist nok med et citat fra en anden socialdemokrat, Helmut Schmidt).
Desuden har Sigmar Gabriel for nylig annulleret en handelsaftale mellem en tysk forsvarsvirksomhed og Rusland, hvilket de nye sanktioner mod Rusland dog også gjorde om ikke nødvendigt, så i hvert fald mere muligt.
Men det er næppe forkert at kalde Sigmar Gabriel en modstander eller kritiker af tysk forsvarsindustri og –eksport. Han har en politisk (og moralsk) holdning til denne industrigren og dens handler, og prioriterer ikke indtjening og arbejdspladser højere end de politiske værdier, og sikkerhedspolitiske følger, som knytter sig til produktion af og handel med våben. 
Gabriel vil sikkert få det svært med både industriens ledere og lobbyister, politiske modstandere og de vælgere, der mener at arbejdspladser altid er et gode. 
Men dét er da en socialdemokrat med en holdning til hvordan man tjener sine penge.

Se også Nye kampfly = nye arbejdspladser!