19. februar 2014

Mindst læste, mindst sete, mindst sendte, mindst kommenterede

Statistik er Gud. 
Det er et faktum. Den sande viden bæres altid ud af den statistiske helikopter, der svæver overjordisk altseende over folk og fæ.
Men statistik kan også være djævelsk – forkert og usand. Derfor kan man på DR se en engleagtig gestalt nedkæmpe den usande statistik og erstatte den med den sande. Det er den smukke detektor-detektiv. (Måske verdenshistoriens første mandlige detektiv, der er så pæn. Men dog godt kan smile lidt djævelsk i afsløringernes hede).

Her på Omkreds udbyder vi hermed også en lille statistik.
Det er vores egen Bund 5 / Bottom 5. Bund 5 er den statistisk sandfærdige rækkefølge af de 5 tekster på Omkreds, der er mindst læste, mindst sete, mindst sendte og mindst kommenterede. Det er jo interessant og meget brugbart med sådan en liste! Den fortæller, hvad du absolut ikke skal læse, se, sende eller kommentere. Vig bort! Fingrene væk og tag øjnene til dig!

Omkreds' Bund 5:

"Man må træne. Sin krop. Sit sind. Træne dem sammen eller hver for sig. Træne sine kompetencer. Sin opmærksomhed og sin afspænding. Sidst men ikke mindst sin kreativitet og spontanitetTræn alt, hvad du har kært." (osv.)

"I forgårs kom foråret, og jeg satte mig på en bænk i solen på Jesper Kleins Plads. Kort efter henvendte to mennesker sig for at søge mit råd. Den ene ledte efter et firma, som jeg aldrig havde hørt om. Den anden søgte en stationsbygning. Vi samtalede en tid om dette emne, indtil det faldt mig ind, at der jo ikke findes stationsbygninger mere." (osv.)

"Jeg vil gerne starte med at gå tilbage i tiden: Mit fly fra Madrid landede efter 3 timer i luften i Kastrup. Derfra tog jeg til Hovedbanen, hvor togene kørte rytmisk ind og ud. Inde i togene lød der mærkelige højtalerbeskeder: ”husk din bagage, når du står af toget”, ”tag dit affald med dig, når du forlader toget”. Og en ny kort én: ”til tiden”. (osv.)

"Det nye Første bud er blevet fundet!
Det er uvist, om det blev skrevet på en tavle eller en tablet, oppe på et bjerg eller inde i en by. Men budbringeren var også denne gang en mand med skæg. Nemlig filosoffen Slavoj Žižek, der har skrevet om den fundamentale pligt til at nyde i nutidens nydelsessamfund.
Jeg har skrevet mig det nye bud bag øret. 
Det foregik selvfølgelig ikke uden smerte. Med et plaster på såret, lige bag øret som sagt, forlod jeg tatovørens kælderværksted." (osv.)

5. En lille københavnsk sø af tid
”Borte – tit tit! Borte – tit tit! Borte – tit tit!” sagde en rusten stemme. Det var manden ved siden af mig på bænken, jeg havde godt set ham, men da han røg pibe og havde et velklippet skæg, havde jeg vurderet, at han ikke udgjorde nogen belemringsfare. Nu blev jeg bare ved med at kigge mod vest og ikke på manden, der dog alligevel åbnede munden igen: ”Moder sol kommer og går, kommer og går. Det minder mig om et eller andet gamle Freud skrev … Det minder mig også om omsorgssvigt, vinteren er ét langt omsorgssvigt, vinterdepression er det forladte barns gråd, åh ja, ak ja.” (osv..)

Det var dét, og den er god nok!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar