15. oktober 2013

Skandalen i Lollikes ”All My Dreams Come True”

Skandalen i Christian Lollikes All My Dreams Come True er ikke de forargelige sexscener og forestillingens ”freakshow” eller burlesque, der modarbejder ”den gode smag” og de sædvanlige kønsroller og menneskeroller. Samt dyreroller. 

Alt dette er for mig ikke skandalen i forestillingen. Det er overraskende og chokerende, underholdende og stimulerende. Det er også tiltrængt som en modvægt til kedeligt og pænt teater, herunder alle de alt-for-pæne og smukke skuespillere, som normalt ses på danske scener. – Og som i øvrigt også ses i denne forestillings to hovedroller. Hvor de spiller fantastisk, ligesom de 5 øvrige skuespillere. 

Hele dette lag af ”freakshow” eller burlesque og grovhed og vulgaritet falder på et tørt sted, fordi de danske normer både i kunst og hverdag sædvanligvis dyrker pænhed og minimalisme. Så måske er dette lag faktisk det mest vellykkede i forestillingen, og det som potentielt vækker forargelse og provokerer. 
Men den skandale, som forestillingen også rummer, og som provokerer og generer på en anden måde, måske en dybere måde, findes et andet sted. Efter min mening.

Skandalen er den naive abstraktion, som forestillingen byder sit publikum, når det kommer til spørgsmålet om at forestille sig en anden og bedre verden. Når det kommer til mulighedssansen, utopien, opgøret med kapitalismen/uretfærdigheden/væksten/markedet.

For forestillingen vil ikke nøjes med at genoplive den farlige og vulgære (modsat pæne og steriliserede) fantasi – genoplive de eventyr og freakshows, som vi har brug for og savner midt i pænhed og minimalisme og disneydrømme. Skønt dette faktisk er, hvad forestillingen kan og gør vellykket – altså genopliver farlige og vulgære fantasier.

Forestillingen vil også tale til et politisk ubehag, en politisk utilfredshed og desperation, og byde ind med en slags løsning. Men her bliver det skandaløst abstrakt, naivt og sterilt utopisk.

Det bedste eksempel på denne naivitet eller sterile utopi er måske stykkets sidste lange replik. Det er Snehvide der taler – kostumeret som Den Franske Revolutions symbolske frontkæmper Marianne. Hun taler til hr. von And:
”Det er mulighedssansen, hr. von And. Det er den som skal genopdages. Nu siger jeg noget som fremtidige generationer i årtusinder kommer til at bakse med at prøve at forstå, at vi ikke kunne tro på. Her kommer det: Fred i hele verden er muligt. Absolut global økologisk balance, er muligt. Total individuel frihed og total solidaritet mht. fordeling af goder, tolerance og respekt for dem, der ikke er som en selv, er muligt. Og intet af det, jeg her nævner er særligt langt væk. Det ligger lige om hjørnet. Vi minder om aber, hr. von And, der sidder målløse og stirrer på tørt brænde og tændstikker og samtidig tror, at kulde er noget man bare må lære at leve med. Der er mange, mange andre langt større ting, der også er mulige.”
Selvom naivitet ikke behøver at være en ulempe, er dette den skinbarlige mega-abstraktion, der i sin utopiske drift er helt steriliseret over for menneskers mindre pæne, for ikke at sige onde, sider. 
Det siges at være abe-dumhed, at vi er forskellige, uenige, grådige og bedrevidende og derfor slås med hinanden og kanøfler og nedkæmper hinanden. Vi kunne være helt helt anderledes og bare være så søde. 
Men kunne vi det? Jeg er ikke det mindste overbevist eller bare rørt, for brødet her er slået alt for stort og abstrakt op, og personerne dækker sig da også ind ved at forbeholde denne utopi ”en ny verden, en ny race, en ny bevidsthed – på en anden planet”. 

Denne rosenrøde disneyutopi om en bedre verden, som løber gennem forestillingen som en tynd rød tråd og slutter ballet, er trist i sin tomhed – eller vildt provokerende i sin skandaløse, sterile abstraktion. 

Man kan sluge den som en patetisk eftertanke efter det lange orgie af farlige og vulgære fantasier, og efter fremstillingen af forkælede og deprimerede middelklassedanskere.

Men man må konstatere, at drømmen om en bedre verden slet ikke … er drømt endnu.

*

All My Dreams Come True af Christian Lollike har spillet på Aarhus Teater og spiller stadig på CaféTeatret/Københavns Musikteater.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar