Jeg vil gerne starte med at gå tilbage i tiden: Mit fly fra Madrid landede efter 3 timer i luften i Kastrup. Derfra tog jeg til Hovedbanen, hvor togene kørte rytmisk ind og ud. Inde i togene lød der mærkelige højtalerbeskeder: ”husk din bagage, når du står af toget”, ”tag dit affald med dig, når du forlader toget”. Og en ny kort én: ”til tiden”.
Selv kom jeg ikke til tiden, men jeg huskede min bagage og gik mod ankomsthallen. Jeg tog ikke den anden vej ud, for det er jo ingen glæde at lægge øre til Beethovens ”Ode an die Freude” afspillet højt og knasende oppe ved Tietgensbroen. I en kiosk kiggede jeg på tidsskrifter, nye skrifter om den nye tid. Der var ikke mange danske, så jeg nøjedes med Der Spiegel.
På vej ud af ankomsthallen passerede jeg midten, hvor folk i årtier har mødtes ”under uret”. Uret hang der stadig, det var et de gamle runde, der modstår den digitale punkt-tid uden fortid og fremtid. Sidst jeg selv stod under uret må have været i 80’erne. Dengang lå der også et supermarked med særlige åbningstider – man kunne både købe ind sent om aftenen og om søndagen! Dengang var Hovedbanen et spændende sted, med specielle butikker og barer, de nu forsvundne tissekoner, sure betjente, masser af snak. Nu er den bare fuld af højtalerstemmer, automater og kædebutikker. Ak, søde minder. Men fortiden er jo … død.
Ja, fortiden er død. Erindringen længe leve!
Fortiden er død – den er fuld af begivenheder og væsner, der enten er døde eller bare ikke længere er nærværende. Hukommelsen prøver at fastholde dem, ikke som lig og mumier, men levende som de var engang. Men hjernen er ikke en dybfryser eller et fotoalbum. Vores minder ændres for hver genkaldelse. Gamle minder er altid (lidt) nye.
Der er da også mange, der har peget på hukommelsens løgne og omoperationer. Vi bør være opmærksomme på hukommelsens falskhed og snyd, dens kreative bogføring og uvidenskabelige uredelighed. Erindring er ikke særlig autentisk, i hvert fald ikke ved andet blik. Desuden kan man mene, at det er vigtigere at leve i nuet og i fremtiden. At være fremme i skoene og parat til spring. Eller måske være mindful – mere om det senere.
Som sagt: hukommelsen kan kritiseres for løgnagtighed, men den dyrkes også med varme og passion. Det er ikke nogen let kærlighed, for fortiden er tit grim og gammel. Alligevel har vi brug for hukommelsen for at blive klogere. Og ideen om sand erindring er tiltrækkende – det ville være så meningsfuldt at kunne huske og rumme hele sit liv. Man ville kunne skrive en meget meget laaang, måske autentisk, jeg-fortælling à la Knausgård.
Den autentiske historie, som en god hukommelse skriver, kan også handle om den fælles fortid. Den kan blive Historien, der baseres på bevarede kilder og tegn. Den kunne fx handle om Københavns Hovedbanegård. Men jeg vælger i stedet Tyskland, som jeg læste om i ugebladet Der Spiegel fra Hovedbanens kiosk, og derefter igen Madrid og Spanien. Emnet er forholdet til fortiden.
Do mention the war
I Tyskland har man et specielt ord for forholdet til den fælles fortid. Mere præcist til 2. verdenskrig og nazi-tiden. Ordet Vergangenheitsbewältigung. Det betyder en ”beskæftigelse med fortiden”, som man kunne kalde fortids-selvransagelse. Det ligger i ordet Bewältigung at det handler om at bemægtige sig noget, at bearbejde det. Som i ordet sorgarbejde. Et sorgarbejde har ifølge psykologer flere faser. For den sørgende har flere sider og flere tider: fortid, nutid og fremtid.
Et samfunds fortidsransagelse og sorgarbejde har også forskellige aspekter. To af de vigtigste kaldes ofte retfærdighed og forsoning. I Tyskland har fokus nok ligget mere på skyld, end på forsoning. Og der er stadig liv i den tyske selvransagelse – ligesom der stadig er liv i nynazismen i Tyskland. I 2011 begik to tyske nynazister selvmord og afslørede dermed deres fortid som bankrøvere og mordere af 9 tyskere med indvandrerbaggrund og en politikvinde.
Lidt senere, ved årsskiftet 2011/12, udkom i Tyskland en officiel liste over vesttyske ex-politikere med en fortid i nazistpartiet. På listen står 25 tidligere ministre, en præsident og en kansler. De fleste var aktive i 50’erne og 60’erne, et par stykker også i 70’erne og enkelt helt til 1991. (Der Spiegel Nr. 1/2012).
Nu er Tyskland jo særlig i Europa. Både landets fortid og nutidens forhold til fortiden er speciel. For slet ikke at tale om Berlin. Den tidligere splittede by og Hitlers gamle Rigshovedstad er som et kalejdoskop fuld af nye og gamle tids-splinter, der danner uendelige mønstre. Man kan nyde nuet og det nyeste nye. Eller gammel europæisk levekunst og den fæle stank fra fortiden. En fortidslugt, der – trods alt – er blevet så distant og diskret, at den bare er pirrende. Men hvad med et land som Spanien? Spanien har også en fascistisk og udemokratisk fortid, og en voldsom krig at se tilbage – eller ikke se tilbage – på.
General Franco på køl
Francisco Franco, Spaniens Fører, sad på magten i 36 år fra 1939 til 1975. En af Francos triumfbuer kørte jeg selv forbi, men de franquistiske tegn var blevet fjernet (se Kapitel 1). Er det Vergangenheitsbewältigung bare at slette fortidens tegn? kunne man spørge.
Hvad ville kunstneren Eugenio Merino svare? Merino har lavet værket ”Altid Franco”, der består af en stor Franco-dukke klemt inde i et sodavandskøleskab. Er Francos køleskabskonservering en hyldest - i stil med den balsamerede Lenin i Moskva? Eller en moderne sodavands-tivolisering af et fortidsklenodie? Eller handler det om at man ikke kan glemme fortidens ulykker?
Hvad ville kunstneren Eugenio Merino svare? Merino har lavet værket ”Altid Franco”, der består af en stor Franco-dukke klemt inde i et sodavandskøleskab. Er Francos køleskabskonservering en hyldest - i stil med den balsamerede Lenin i Moskva? Eller en moderne sodavands-tivolisering af et fortidsklenodie? Eller handler det om at man ikke kan glemme fortidens ulykker?
Det kan man tænke over, mens man drikker sodavand eller øl på Madrids mange barer. Den lokale øl Mau smager fint. Hvis man ikke er for gammel og køleskabskold, kan man også blive budt på øl – af en flot mand i uniform. De flotte mænd i uniformer, der ofte hænger ud på Madrids barer, kommer fra Guardia Civil. Guardia Civil er det paramilitære politi, der har rødder tilbage i Franco-tiden. For 31 år siden deltog Guardia Civil i kuppet mod den valgte regering, hvor parlamentsmedlemmer blev taget som gidsler. Guardia civil-betjentene var og er jo offentligt ansatte, der gør som øjeblikkets magthavere siger de skal.
Men, kan man så bagklogt spørge, kommer der ikke efter enhver udskejelse en regning der skal betales? Eller nogle tømmermænd der skal overvindes? I Madrid spurgte jeg et par tyske indvandrere, hvordan de opfattede den spanske fortids-ransagelse. Den ene kommenterede et Holocaust-seminar på Madrids universitet: ”Alle vil gerne tale om Holocaust og Tyskland, men her har man jo faktisk også sine egne synder at se til!”.
Den anden fortalte om amnesti-loven fra 1977. Amnesti-loven forbyder retsforfølgelse og undersøgelse af forbrydelser af politisk natur, der har fundet sted i Spanien før december 1976. Loven blev vedtaget 2 år efter Francos død, da det nye demokrati skulle til at etableres. Man taler også om en Glemselspagt. Franquister og ikke-franquister, demokrater og anti-demokrater, gerningsmænd og ofre, vindere og tabere, og deres børn og børnebørn – har aftalt at glemme.
Men pagten er altså også en bindende lov. Så sent som i 2010 blev den brugt til at retsforfølge og suspendere Baltasar Garzón, en kendt undersøgelsesdommer, der var begyndt at rode op i fortidige forbrydelser.
Der er da også mange spaniere, der gerne så loven afskaffet.
Amnesti er jo i familie med amnesi: hukommelsestab eller ufrivillig glemsel. Og hvem ved, hvad der sker med de gamle traumer, der ikke bliver bearbejdet?
Men som en af de tyskere, jeg talte med, sagde, er der forskel på tyske og spanske traumer. Spaniens fortid rummer en borgerkrig (1936-39). Krigens og Franco-tidens fjendskaber fortsatte helt ind byer og familier, der blev opsplittet i fronter. Fronterne findes til dels stadig og fjendskaberne kan måske blusse op.”I sådan en situation må man slutte fred og glemme,” sagde den tyske indvandrer.
Alle lande – og alle mennesker – har vel en beskidt fortid.
I tilfældet Danmark og danmarkshistorien kan det være svært at få øje på snavset, og se hvor meget der er, da dansk tradition hellere vil glemme og bagatellisere, end huske og åbne gamle sår. Men hvis fortidens sår er så store og friske, at de ikke kan overses (som fx i Tyskland og Spanien), må man finde et kompromis mellem erindring og glemsel.
En mulighed kunne være juridisk amnesti kombineret med ikke-amnesi.
Altså at opgive at dømme og straffe, men ikke opgive at undersøge og afdække, hvad der faktisk skete engang. Hvor, hvornår, hvordan, hvorfor og af hvem blev min far dræbt, og hvor er hans jordiske rester?
*
Fortsættes i sidste kapitel om TID:
Kan nuet forsvinde? Kan fremtiden klappe sammen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar