Jeg ventede på en polsk immigrant, der gerne ville lære dansk. Hun boede i Berlin, men havde danske venner og påstod, at ”kærester kommer og går, men venner har man hele livet”. Pludselig ringede hun og aflyste vores aftale. På tv-stationen, hvor hun arbejdede, kunne ingen få fri. ”Der er sket noget forfærdeligt,” sagde hun, ”tænd for dit tv”. Så jeg tændte mit tv og slukkede det først 12 timer senere. Det var umuligt at fatte billederne og ordene på skærmen.
Ovre på kirkegården lå filosoffen Hegel, der vist nok kaldte Napoleon for Verdensånden til hest. Var det mon før napoleonskrigene? Inde i mig selv lå en genetisk splint fra en spansk napoleonssoldat, der engang knaldede med en sjællandsk kvinde.
På et tidspunkt i løbet af de 12 timer kom en filosof forbi. Han ville ikke vide af det, de viste på tv. Han gik hjem for at læse Hegel – om dengang Verdensånden stadig red på en hest. På vej mod u-bahnen trådte han på fortovenes granatspor, og mærkede mod sin højre skulder suset fra den mennesketomme kirkegård. Alle andre end filosoffen så tv.
På tv fløj en Verdensånd afsted i fyldte passagerfly mod ligeså fyldte højhuse.
Folk døde. Vi så på.
Nu er der gået 11 år. Har det været 11 dårlige år set fra en verdensåndelig synsvinkel? Amerikanerne og deres venner har startet to invasionskrige siden da. ”Vi danskere” (med vores blandede gener) er venner med amerikanerne og har deltaget i begge krige.
For 6 dage siden var det flagdag for de udsendte danske soldater. Levende og døde.
9/11 2012 sidder jeg i København og tænker på om napoleonssoldaten voldtog min for-moder. På om Hegel blev ved med at respektere Napoleon. På om militærmanden med den store lejlighed i Berlin overlevede 1945. På morderne i flyene og deres ofre for 11 år siden. På filosoffen, der ikke ville se tv. På danske soldater i Afghanistan. På om politiske venskaber og fjendskaber vil vare hele livet. På hvor langt et liv er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar