25. september 2012

TID. Kapitel 1: Rejse Kbh-Madrid for at tale med en tidsfilosof


Hvad er TID? Tid er måden, vi lever på. Måden alt lever på. Tid er også måden, vi oplever på. Og på en vis måde dét, vi oplever. Tiden har mange sider og nogle af dem vil jeg skrive om her. Du – min kære, måske travle læser – kan læse det skrevne i rækkefølge eller begynde bagfra eller i midten. 

Mens du læser, vil tiden gå ”fremad”. (Hvert sekund vil vare 9.192.631.770 perioder af strålingen af et cæsium-133-atom ved overgang mellem grundtilstandens to hyperfinstrukturniveauer). Men hvordan tiden går, slentrende, springende, ræsende – det afhænger af din fornemmelse for tid.
    
Kapitel 1. er en beretning i tid og rum. Der berettes om en rejse fra København til et sted uden for Madrid, hvor der bor en tidsfilosof. Kapitel 2. handler – kortfattet – om tidsfilosofi. Og om almindelig tidsoplevelse, fx oplevelsen af mangel på tid. Og om kroppens tid. Kapitel 3. handler om fortid og erindring. Perspektivet udvides til lande med en beskidt fortid: eksemplerne er Tyskland og Spanien (for i Danmark er vi så gode til at gøre rent). Kapitel 4. handler om fremtiden og nuet.


1. Tid og rum: Rejse Kbh-Madrid for at tale med en tidsfilosof

København år 2012. Klokken er 11.46. Udenfor skinner solen, det gjorde den ikke for en time siden. I morges vågnede jeg ved 5-tiden. Jeg greb telefonen for at se hvad klokken var. Hele natten og morgenen var jeg omgivet af lyde fra naboer og stormen udenfor. I dette hav af regelmæssig støj, halvsovende, mistede jeg tidsfornemmelsen. NU skinner solen, men der er også skyer. De driver hurtigt afsted, set fra et hus i København, men betragtet fra et flysæde går det langsomt. 

I vinters fløj jeg op gennem 2 lag skyer og derefter mod syd. Efter 3 timer landede jeg i Madrid, hvor der var skyfrit. Her var klokken det samme som (på samme tidspunkt) i København. Men solen steg til et højere zenit på himlen, og den gik ned omkring 2 timer senere end i Danmark. Om natten stod Karlsvognen et mærkeligt sted på himlen. 

På metrostationen i Madrids lufthavn var der ingen ure, en rød lysskrift fortalte at næste tog ville komme om 2 minutter. Det var vist den såkaldte punkt-tid. Punkt-tiden er lavet af nu’er, der står alene uden et længere sammenhængende forløb. Inde i metroen var der heller ingen ure, men et tv viste repetitive reklamer og nye nyheder. Og vejrudsigt: forskellige personer træder prøvende på isbelagte vandpytter, kameraet svæver hen over en plæne med rim. Det er frygteligt koldt nogle steder i landet, lige nu og her, siger speakeren.

Men selv midt i Madrids vinter er mange buske og træer stadig grønne. De står velklippede ved kongeslottet, hvor der vises en udstilling om ”Kongernes ure”. De gamle ure kender ikke punkt-tiden, men viser tidens rundhed. Urene efterligner naturens cirkler: Solen, Månen, omdrejninger og kredsløb på Jorden og i verdensrummet. Årets ”hjul” der triller og hvert år rammer ”jul” ved vintersolhverv. Månedernes, ugernes, døgnenes kredsløb, som urene overfører på timen, minuttet, sekundet.

Kroppens ur går også rundt og rundt, igen og igen bliver man sulten. Så kan man heldigvis, selv omkring vintersolhverv, nippe til salatbladene i Madrids botaniske have. I butikken sælges små tørre frø, der engang kan blive til baobabtræer. 
Eller man kan gå på Skinkemuseum og æde kød. De fineste skinker har en fortid som iberiske sortfodssvin, der har levet på en diæt af agern fra steneg. Stenegen er et stedsegrønt træ, der især vokser på højsletterne omkring Madrid. Derude er der stille og grønt og brunt, og hvis man har tid til at lede, kan man også finde friske agern om vinteren. Inde i byens hurlumhej hænger skinkerne fra loftet i butikker og barer, så brunlige og tørre at ens indre vegetar kan være helt sikker på at dyret er dødt. Alligevel virker det kropsligt med alle de lår overalt. 

Selv fik jeg aldrig købt en skinke, som jeg kunne spise mig igennem på de lange vinteraftener i København. Dels var der overfloden af hængende skinker. Dels var der den døde mand på fortovet. Han lå der og var lige død, ambulancen var på vej og jeg gik videre, fem meter længere henne hang skinkerne i metervis og folk købte ind som besatte. 
Døden kommer, livet går videre. Fremtiden – træernes agern – ædes af svin, der slagtes og tørres og hænges op i lange rækker af mennesker, der spiser skinke og falder døde om på gaden. Ogsåvidere i en uendelig kæde af overflod, død og re-cycling. I ”Satans Kirke”, som naturen blev kaldt i filmen Anti-Christ.

Livet fortsætter, for tiden går, og jeg gik videre gennem Madrid for at finde en bus. Først måtte jeg vente – i forventning om at bussen ville komme. Det gjorde den og vi kørte afsted, tæt forbi en triumfbue, der så ældre ud end den var. Det var Franco, der opstillede buen og engang efter hans død (for 37 år siden) blev de mest franquistiske tegn fjernet, så den kunne blive stående som et monument over en mere ubestemt storhed. 
Min bus kørte videre, hurtigt ud ad motorvej og landevej, og opad gennem højslettens hårnålesving. Chaufføren så stift ligeud, og det gjorde jeg også. Mennesket har ikke sidesyn, men må dreje hovedet, hvis det vil se til siden. Måske er det et tegn på at vi ikke er skabt til høj fart. Evolutionen har ikke forberedt os på at ræse. Min ræsende bus passerede en rundkørsel med en obelisk med et bynavn. Navnet gjorde denne plads i rummet til et sted, for nogle også et hjem. Stednavnet betød skildpadde, et dyr der er kendt for sin langsomhed og lange levetid. Efter endnu et par stoppesteder stod jeg af. 

Det var blevet koldt og mørkt, på himlen hang Karlsvognen et skævt sted. Aftenstjernen/Morgenstjernen/Venus lyste klart. 600 lysår borte hang Kepler 22-b, den nyopdagede Jord-lignende planet, kostbar og uden for rækkevidde som en ulykkelig kærlighed, en meget dyr sortfodsskinke, en uendelig fremtid, et evigt liv. 
Og her stod jeg altså, en mørk og kold vinteraften tæt ved bjergene der omgiver Madrid. Jeg gik videre langs landevejen, hen til endnu en rundkørsel, ned ad en lille vej, jeg fandt en port med et husnummer, gik ind gennem en have og op ad en trappe, stod foran en dør og bankede på det døde træ.

Tiden var oprunden, døren blev åbnet. Foran mig stod B. og smilede stort. Hans hår var blevet gråt siden jeg så ham sidst, men ellers så han stadig ung ud. ”Dér er du, velkommen!” sagde B., og snart havde han fået mig bænket ved bordet med et glas vin af en god årgang. Hvis det havde været et romantisk møde, kunne han så have sagt noget om at kvinder og vin bliver bedre med årene. Men det var ikke et romantisk møde – vi skulle tale om TID. Et ikke særligt romantisk emne, men til gengæld B.s speciale. Han er tidsfilosof, og på mindst 10. år forsker han dag og nat i tid og tidsbevidsthed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar