Kan man træne alle vækster?

Jeg læser i avisen at ”man må træne”. Det står i en sammenhæng: Man må træne for at opnå et eller andet, som en person udtaler sig om i avisen. Ligesom, siger personen, at man må cykle, hvis man vil være i form. (Personen cykler åbenbart ikke for at komme steder hen. Han er formentlig bilist).

Man må træne.

Sin krop. Sit sind. Træne dem sammen eller hver for sig. Træne sine kompetencer. Sin opmærksomhed og sin afspænding. Sidst men ikke mindst sin kreativitet og spontanitet.

Træn alt, hvad du har kært.

Man kan måske ikke træne sin næse, eller måske kan man, men det vil muligvis ikke ændre noget. Så kan man lade sin næse operere.

Moderne helgener

"Sankt Nimmerlein - Moderne Heilige" af Roland Piltz, weißensee kunsthochschule berlin 2010. Klik på billedet for at forstørre.
Der findes i alt 10 helgenbilleder. De kan ses i helfigur på grobgrafik

Satire-satire

”Satire” er for tiden noget, som også politikere laver. 

Politikere er ikke længere bare til grin – de gør selv grin.

(Inspireret af Thomas Bernhard: ”Kvinder laver teater – mændene er teater.”)

Jeg tænker selvfølgelig på Marie Krarups og Marianne Jelveds brug af ordet ”satire”. Dette er der allerede blevet skrevet mange sjove og alvorlige ting om. I Dagbladet Information, vistnok en af de aviser der p.t. rummer mindst satire, er politikeres satire blevet analyseret i et læserbrev og af Center for Vild Analyse. (Links nedenfor).

Center for Vild Analyse tager udgangspunkt i den hedengangne Casper og Mandrilaftalen på tv.   

Og det er lidt sjovt, at en satire-over-satire inspirerer til en kritik af satire.

Vor vår den er så åben en plads

I forgårs kom foråret til København/Danmark/Nordeuropa/Europa. 

I forgårs kom foråret, og jeg satte mig på en bænk i solen på Jesper Kleins Plads.

Kort efter henvendte to mennesker sig for at søge mit råd. Den ene ledte efter et firma, som jeg aldrig havde hørt om. Den anden søgte en stationsbygning. Vi samtalede en tid om dette emne, indtil det faldt mig ind, at der jo ikke findes stationsbygninger mere.

Maries ytringsfrihed

Marie er forvirret. Og bekymret. Marie er bekymret for ytringsfriheden. 

For hvad er det lige, der sker i disse dage? I går over morgenkaffen læste Marie, at handelsministeren havde sendt en undskyldning fra Dansk Folkeparti – en undskyldning for Maries ytringer! – til New Zealand. Bare fordi Marie mener, at den kristne europæiske kultur fortsat bør stikke sin næse i sky og ikke bøje sig og næsen for andre kulturer, og skrev det på sin blog i en avis. Det var jo ikke, fordi Marie havde gang i nogen stramninger til fordel for den kristne europæiske kultur i NZ, eller mod de ikke-kristne-ikke-europæiske kulturer dér. Marie ytrede bare sine tanker. I en avis. En avis, der godt nok ikke var Jyllands-Posten, men Berlingske.

Har Marie pludselig ingen ytringfrihed, bare fordi hun også har et sæde i Folketinget og Forsvarsudvalget? Skal hun, fordi hun er politiker, nu også være politisk korrekt?? Marie er meget forvirret.

Sprog og tanke – er de forskellige?

Eller med andre ord: Er tænkning en (tavs) sprogbrug? Eller gør tænkning tværtimod brug af noget andet end sprog?

Spørgsmålene her er vakt af Per Aage Brandts kommentar til det foregående blogindlæg.

Kommentaren taler for, at tanke og sprog er forskellige. At tanker (eller tankekomponenter) fremstilles eller afbildes i sprog, når man ønsker at meddele eller huske tankerne.

Sprogmagi – et forsøg

Sprog handler om virkeligheden. Både den ydre og den indre virkelighed, og både nu, før, senere og altid. Dvs. også om mulige virkeligheder. Det sidste fx i fiktionen.

Sprog handler om virkeligheden, men beskriver den ikke nødvendigvis ”korrekt”. Fx kan man se farver, som man ikke har ord for. Sprog kan beskrive virkeligheden, men ikke skrive alting af: ikke kopiere eller affotografere den oplevede virkelighed perfekt. 

Sprog kan handle om hændelser, om ting der sker i virkeligheden (den ydre eller indre). Når vi fortæller en historie, forenkler vi eller zoomer ind på ”måden noget hænder på”. 

Sprog er også et handlingsredskab, der bruges til at gøre noget – skabe noget. Sproghandlinger som ”Jeg lover dig” eller ”Det må du ikke!” siger dog også noget om virkeligheden, fx at der findes personer (jeg og du) som kan gøre eller ikke gøre ting.

Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

Jeg har tidligere påstået, at det danske sprog bare er … et sprog. 

Og at et sprog først og fremmest er et redskab til kommunikation. Der er ting, vi har brug for at sige til hinanden, meddelelser der skal videregives, sager som skal gives betydning.

Med dette simple syn på sprog ønskede jeg at modsige et andet sprogsyn. Nemlig den idé, at sprogbrug er en slags sammenhængskraft-lim. En tyktflydende superlim (lige så tyk som blod), der følger en ældgammel og dybsindig opskrift, som kun de indviede (de indfødte) kender.

”Bla bla bla,” siger jeg, ”bla bla bla,” siger du, og sådan skaber og opretholder vi en socialitet – der er fuld af undertekst og koder, uskrevne og uudtalte normer.

Meningen med livet

Omkreds anbefaler dokumentarfilmen Ekspeditionen til verdens ende.

Den foregår i en grønlandsk fjord og handler om meningen med livet.

Læs her om rejse og film: Nordøstgrønland ekspeditionen 2011

Du skal nyde!

Det nye Første bud er blevet fundet! 

Det er uvist, om det blev skrevet på en tavle eller en tablet, oppe på et bjerg eller inde i en by.

Men budbringeren var også denne gang en mand med skæg. Nemlig filosoffen Slavoj Žižek, der har skrevet om den fundamentale ”pligt til at nyde” i nutidens ”nydelsessamfund”.  

I kort form lyder budet altså: Du skal nyde!

Det er lidt usikkert, om det virkelig står på førstepladsen, eller måske følger efter budet Du skal have succes!

Desuden er budet Du skal nyde! mest fremtrædende i de samfund, hvor menneskene har mange penge mellem hænderne, og et vist ”ideologisk tomrum” mellem ørerne.

En lille københavnsk sø af tid

På min søndagsløbetur mødte jeg en mand, der sad på en bænk ved en af Københavns Søer. Jeg var nødt til at sætte mig på bænken, for jeg havde løbet for længe eller for hurtigt, mine hjerteslag faldt over hinanden og hvidlige skygger var ved at overtage mit synsfelt. Prustende og halvt blindet lod jeg mig falde ned på den første, den bedste bænk. Selvfølgelig havde jeg ikke oceaner af tid, ikke engang en lille københavnsk sø af tid, for jeg skulle jo hjem, jeg skulle i bad, jeg skulle vaske tøj, jeg skulle lave mad og jeg skulle se Borgen og 21 Søndag. Alligevel blev jeg siddende længere end højst nødvendigt, jeg ignorerede skridttæller og telefon og kiggede bare på solen, der helt gylden dukkede frem og forsvandt bag skyer af flødeskum.

”Borte – tit tit! Borte – tit tit! Borte – tit tit!” sagde en rusten stemme. Det var manden ved siden af mig på bænken, jeg havde godt set ham, men da han røg pibe og havde et velklippet skæg, havde jeg vurderet, at han ikke udgjorde nogen belemringsfare. Nu blev jeg bare ved med at kigge mod vest og ikke på manden, der dog alligevel åbnede munden igen: ”Moder sol kommer og går, kommer og går. Det minder mig om et eller andet gamle Freud skrev … Det minder mig også om omsorgssvigt, vinteren er ét langt omsorgssvigt, vinterdepression er det forladte barns gråd, åh ja, ak ja.”

Mennesket som svævevæsen. Peter Sloterdijks menneskesyn

Om fødselsglemsel i filosofien – om mennesket som et svævevæsen, der altid deler sin subjektivitet med andre – om gendrivelse af ensomheden og opgør med spejlets herredømme.

Vi bringer her endnu et uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Denne gang handler det om den tyske filosof Peter Sloterdijk (født 1947; undfanget som svævevæsen engang i 1946). Teksten er fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi”, skrevet af Per Jepsen:

"Jeg er ikke journalist – UNDSKYLD FOR HELVEDE!" En filosof fortvivler på BO-BI Bar

Jeg har igen været på Bo-Bi Bar. En veninde og jeg sippede øko-øl, mens vi drøftede fordele og ulemper ved stenalderkost og renæssance-dekadence.

    ”Renæssancedekadencen ligger dybt i kulturen og genfødes igen og igen,” sagde min veninde. ”Glinsende oliven, svulmende tomater, frodige broccoli-blomster. Søer af jomfruolie. Kun kærtegnet af den begyndende oplysnings stærke sol.”

    Vi var røde i kinderne af intens samtale, da min veninde blev afbrudt midt i en sætning. ”Mit mål er at blive madsociolog,” sagde hun, ”det må være så fedt at analysere …” Hun stoppede, for i det samme trak en mand med et snuptag den ledige stol ved vores bord ud. Han satte sig og placerede med et bump sin guldøl på den ternede dug. Min veninde og jeg vekslede et alarmeret øjekast.

Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?

Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

Hvem er jeg og hvad er jeg? Introduktion til filosofisk antropologi

Et nyt år er begyndt. Jorden er slidt, men året er ungt. Det er nu, man kan begynde forfra. 

Her på Omkreds vil vi starte med at spørge, hvad et menneske overhovedet er for et væsen. Back to basics, og ind i den filosofiske antropologi.

Et nyt års begyndelse i den måned, der er opkaldt efter en gud der ser både frem og tilbage, nemlig Janus, må være et godt tidspunkt at stille fundamentale spørgsmål. 

Det mest populære fundamentalspørgsmål i dag er nok ”hvem er jeg?”. Identitet er most wanted, og vi er mange der leder efter vores identitet med lys og lygte. Identitet har noget at gøre med gruppetilhørsforhold og målsætninger eller værdier, for spørgsmålet ”hvem er jeg?” rummer også spørgsmålene ”hvor hører jeg til og hvad skal jeg gøre med mit liv?”. 

Den filosofiske antropologis spørgsmål har en lidt anden lyd: ”Hvad er jeg; hvad er et menneske; hvad er mennesket?”. Det er mere omfattende og mindre personligt.  

Hvad enten man stiller det ene eller det andet spørgsmål, kræver det en vis åbenhed. Glem alt om nytårstaler og anden sammenhængskraftlim, der cementerer tilhørsforholdet til et fællesskab kaldet Danmark, ”vi danskere” eller bare ”os”. Vær ny og ukendt (behold evt. nytårshatten på). For et årsskifte kan også være et hamskifte, eller en rutschetur som de siger i Tyskland. Hvis man lander desorienteret og blank i det nye år, så er tiden kommet til at stille fundamentalspørgsmål.

    

I det følgende vil vi bringe uddrag fra den nye bog Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. ViaSysteme 2012.

Uddragene bringer vi efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen, der sammen med 9 andre filosoffer også har bidraget til bogen.